For mange år siden læste jeg en kunstanmeldelse i Politiken om en ung pige, Hanne Larsen, der holdt en udstilling hos Børge Birch i Bredgade. Den var skrevet af Walther Schwartz. Hanne Larsen var 29 år. Hendes mor der selv var maler, samlede nogle af datterens malerier til
en lille udstilling i håb om, at den retarderede Hanne kunne få en indtægt, så hun kunne købe materialer til sit videre arbejde.
Hele anmeldelsen var varm og positiv. Her var et budskab fra et menneske.
Så snart jeg havde læst det, tog jeg ind til Bredgade, stred mig op ad trapperne til 5. sal, tror jeg nok, hvor Børge Birch havde galleri. Og heroppe i det gamle Hotel Phønix fik jeg to store oplevelser; Hanne Larsens udstilling og Børge Birch.
Jeg købte dette maleri og blev fuldstændig bjergtaget af galleriejeren. Fik et favorabelt tilbud om at afdrage
betalingen og oven i købet en kunstglæde sprøjtet ind i årene af troldmanden Børge Birch. Her startede mit venskab med ham og min glæde ved kunst.
Senere fortalte han mig, at jeg desværre var den eneste, der købte noget på udstillingen, men for mig var det en stor og berigende oplevelse på alle fronter.
Tak Børge!
Din Ove Sprogø
