 | |
La vittoria della felicitalogia
|
|
La Passionaira
|
Lad mig sige med det samme, at Jorn nok er et af de mennesker, der har gjort det største indtryk på mig. Der er ikke ret mange, der har spurgt mig om Jorn. Alligevel vil jeg gerne sige, at jeg er et af de mennesker, som har kendt Jorn bedst, Jeg har rejst med Asger i mange år fra land til land og vel nok set ham male i hundredvis af malerier. Det er slet ikke så mange fordelt over alle de år, men det er nok til at lære både maleren og mennesket at kende.
Jeg føler, at jeg har stået over for en af de helt store i vor tid. Jeg tror også at Braque og Picasso var store malere. Jeg har haft udstillinger af begge to i København, uden at det overhovedet gjorde noget indtryk på Københavnerne. I det hele taget har jeg haft adskillige fiaskoer som kunsthandler. Men senere hen har det selvfølgelig gavnet mit galleri i omdømme. I det lange løb er der kun to steder, billeder kan havne, nemlig på museum eller på bålet. Jorns billeder havner på museum. De er allerede godt på vej til det. Danmark er ved at blive støvsuget for billeder af Asger Jorn. Og i dag er folk begyndt at kikke på, om det er et godt eller et mindre godt billede. De er ikke bange for at betale mere for et lille billede, hvis det har en højere kvalitet. Det var utænkeligt for ti år siden.
Jorn døde på sit højdepunkt, og jeg anser Jorns seneste billeder for at være toppen af hans produktion. Det føler jeg mig 100 procent sikker på, selv om det går imod danskernes mening; men her er det danskerne, som tager fejl. Hvis Jorn var blevet ved med at male, som han gjorde det fra 1944 til 1952, så var han aldrig blevet verdensberømt. Men i 1953 tog han et mægtigt fremskridt. Han kom til Italien til en virkelig god kunsthandler, Carlo Cardazzo, som kunne se, hvad Jorn var værd som kunstner, og som kunne få hans billeder placeret hos velhavende industrifolk med smag for international kunst og rigeligt med penge til at købe det, de gerne ville have. Det var med til at gøre Jorn berømt, men berømmelsen var ikke særlig stor i Danmark. Jeg havde en af hans sidste udstillinger i København i 1972. Billederne var malet på Læsø. Havde det været i Italien, Paris, Bruxelles eller USA, ville en sådan udstilling af Jorns malerier have været et tilløbsstykke uden lige, men på de tre uger, udstillingen varede, kom der 65 personer. Det var en af hans bedste udstillinger, og han var ikke dyr. Danmark er ikke ligefrem noget center for kunst.
Jeg har været så omsorgsfuld og pietetsfuld at gemme hele min korrespondance med Asger. Der er mennesker, som har prøvet at overtale mig til at skrive en bog om Jorn, men der tror jeg ikke jeg kan klare - selv om jeg nok kan klare et enkelt interview De fleste mennesker ville nok også blive lidt skuffede, hvis de læste den korrespondance, som der var mellem Jorn og mig, for det drejede sig kort og godt om: Kære Børge, send mig nogle penge-, og så kunne der godt stå noget om, at vejret var godt, og at han arbejdede på tre, fire billeder, som jeg nok skulle få. Mit svar til Asger var altid: Jeg synes ikke, at fire billeder er nok. Kan du ikke forhøje det til fem eller seks. Jeg kommer med nogle penge til dig`. Asger og jeg havde samme revisor, og det viste sig at være praktisk, for det gjorde, at vi begge var meget rolige med hensyn til vores mellemværende, det holds revisoren styr på. Asger fik altid pengene, og jeg fik altid billederne. Det kunne tage nogen tid både at skaffe pengene og at male billederne, men Asger var så professionel, at han kendte konditionerne for international kunsthandel.
Asger var et enestående menneske, et meget respektfuldt og respekteret menneske.
Når vi var i Paris og gik forbi kunsthandlerne i rue de Seine, og de så Asger gå derude, så vinkede de altid til ham. Masser af taxichauffører og restauratører kendte Asger. Han var meget afholdt, hvor han kom.
Dette beskedne indlæg om min ven Jorn er jo meget mangelfuldt. Det kan jeg godt se. Alligevel er det vel ikke helt uden betydning, i hvert fald ikke for mig. Og det gælder også for Jorns væg her på denne udstilling i Fiac 1986. Lille - beskeden - ikke noget der kan sælges - kun til en stor glæde for mig, lad det være nok.
Børge Birch
