I det røde felt
Af Majken Lucia Christiansen, specialestuderende ved kunsthistorie
Kolerisk, glad, opgivende, skrækslagen, sorgløs, beruset, utilfreds – er alle følelser, vi kender, men sjældent ser afbildet i kunsten med så afmålt finesse, som hos Erik Bille Christiansen på hans nye udstilling ”Happy Days” i Galerie Birch i Bredgade. Udstillingen er en samling af malerier udført af kunstneren i vinteren 2010/11, titlen ”Happy Days” er også titlen på et af værkerne. Det ville være nemt, at sige at udstillingens tema er genfortolkninger af de folkekære Disney-figurer som Anders And, Fedtmule og Onkel Joakim, men det er i virkeligheden langt fra tilfældet, som jeg oplever det. I mødet med Erik Billes legende Disney-univers er det kun sekundært de velkendte figurer fra Andeby, man konfronteres med. Det er en række delikat udført sindsstemninger, der møder galeriegæsten i Bredgade.
Det kunstneren formår med sine på sin vis naive og uskyldige oliemalerier, er at fange en række af de mest menneskelige sindsstemninger. Vi kender det alle sammen, når man bliver så arrig, at man har lyst til at kunne gøre som Anders And, der i værkerne ”Smoke a cigar” og ”I det røde felt” lukker vreden og frustrationen ud, som kun Anders And kan gøre det. Vi kender alle en person, der kan sende et misbilligende blik som Onkel Joakim i ”We are not amused”, blikket der kan få selv den mest maskuline mand til at gemme sig bag sofaen og bede om nåde. Man er med andre ord ikke i tvivl om, hvilke humørskildringer, der er på spil i de enkelte værker – og det på trods af den ”sløsede” penselsføring og de uoptrukne linjer, der tilsammen skaber de genkendelige figurer uden at genskabe dem i deres klassiske form. Jeg kunne til sidst blive i tvivl om, hvorvidt jeg rent faktisk genkendte Onkel Joakim på grund af hans fysiske fremtræden eller måske nærmere på grund af de meget præcise og karakteristiske sindsstemninger, skildringerne i virkeligheden afbilder.
Erik Bille har rent figurativt bevæget sig meget langt fra sine sædvanlige motiver, men den karakteristiske malemåde er den samme. Selv om farvepaletten har fået et nøk hen imod den lyse ende af spektret, er det stadig de samme grundfarver, der er på spil. Farveændringen matcher dog motivvalget glimrende på en nærmest Carl Barks-agtig måde, der trækker linjer tilbage til de tidlige skikkelser fra Andeby. Kropssproget og mimikken hos figurerne er gengivet så præcist og alligevel så diffust, måske er det netop derfor, man ikke kan undgå at trække på smilebåndet i mødet med Anders And og Co. á la Bille. Det er en slags genkendelsens glæde, en vækkelse af barndommens minder, men også en påminder om foranderligheden og kompleksiteten af det menneskelige sind og humør. At fange disse sindsstemninger er en kunst i sig selv, en kunst der gør udstillingens tema interessant, for det fjerner fokus fra de hyggelige familiære personligheder og gør os i stedet opmærksomme på os selv og vores omverden.
”Happy Days” er en hyggelig og overfladisk udstilling udadtil, men kig en ekstra gang, glæd dig over de varme og utrolig rammende titler, prøv at udskifte Disney-figurerne med folk du kender og nyd, hvordan de beroligende farver og udviskede konturer på fineste vis skaber uomtvistelig genkendelighed. Erik Billes ”Andeby” er et besøg værd og under alle omstændigheder en udstilling, der fik mig op i det positive røde felt og fik mig til at stille mig selv spørgsmålet: Hvem er min indre Disney-figur?
